You are here:

Plejeplan for naturområder

Politik for pleje og vedligehold af naturelementer

I dette notat er der opstillet en politik for pleje og udvikling af naturområder m.m. i tilknytning til Ribe Golf Klubs bane. Derudover er der opstillet retningslinjer for pleje af den del af golfanlægget, som ikke er i spil, herunder retningslinjer for etablering af ny beplantning og andre justeringer omkring banen.

Baggrund:

Ribe Golf Klubs oprindelige 9 huller er anlagt tæt på landbrugsejendommens bygninger og med udnyttelse af meget ”ikke dyrkbar” jord. Det vil sige, at man har udnyttet, at der var naturlige søer, egekrat, skrænter og bevoksninger med store træer.

Klubhusets omgivelser er tilsvarende præget af gårdens oprindelige indkørsel og haveanlæg.

De seneste 9 huller (3-8 og 12-14) er i langt højere grad placeret på almindelig, dyrkbar landbrugsjord. Denne del af banen har fået karakter ved hjælp af ny beplantning, små høje og kunstige søer.

I de seneste år er der lagt et stort arbejde i at rydde læbælter og skovbund samt opstamme træer. Mange steder har det været værdifuldt i forhold til spiloplevelse og flow i spillet. Det er imidlertid væsentligt at overveje, hvor langt man skal gå i den retning.

På klubbens hjemmeside beskrives banen som smukt beliggende ”i et naturskønt område i et let kuperet terræn, afvekslende med skove, søer, lyng, kløfter og vandløb”.

Pleje- og beplantningspolitik:

Ribe Golf Klubs bane er en unik naturbane, der er anlagt med respekt for de naturgivne forhold, hvor man har udnyttet eksisterende terræn, bevoksning, søer m.m. Det er klubbens opgave at fastholde og udvikle banen som sådan. Den er ikke som andre baner – og klubben skal ikke forsøge at få den til at ligne en parkbane.

Denne holdning indebærer ikke store ændringer i plejen i forhold til i dag, men kan være nyttig at være bevidst om i det daglige.

For at fastholde banen som en naturbane er der udarbejdet nedenstående retningslinjer.

Retningslinjer for pleje – med eksempler

  1. Banens særpræg som naturbane skal fastholdes – det betyder, at klubben skal være tilbageholdende med at tage ”parkbane-elementer” ind.
  2. Ved nyplantning skal der så vidt muligt vælges træer og buske, som naturligt hører til i området. Der plantes ikke frugttræer, rhododendron og lign., medmindre det er i området omkring klubhuset.
  3. Den naturlige flora skal fremmes. Det kan f.eks. ske ved såning af frø fra hjemmehørende blomster. Der anlægges ikke fremmedartede ”blomsterenge” eller vildtagre.
  4. Beplantninger, som ikke er i spil (læbælter, skov, krat m.m.), skal fremstå naturlige
  5. Underskov ryddes ikke, men skal have lov til at vokse naturligt for at skabe læ og alsidig natur. Eksempler herpå kan være: Der ryddes mindst muligt mod AMU-centret – der bør dog fortsat ryddes i spilområde bag 1. green. Trimning af skovbund mellem 3. og 5. tee og tilsvarende steder kan indstilles eller begrænses. Læbæltet mellem 10. og 11. fairway trimmes kun, hvis det vurderes væsentligt af hensyn til flow i spillet på banen.
  6. Udtynding af hensyn til træers udvikling kan naturligvis ske.
  7. Træer skal kun opstammes, hvis deres udvikling kræver det.
  8. Rydning af beplantning og opstamning af træer kan ske, hvis det er væsentligt, f.eks. for at sikre små, attraktive ”kig på tværs af banen” – eller for at sikre lys og luft til tee-steder.
  9. Rough skal så vidt muligt udvikle sig med den ”tynde vegetation”, der naturligt hører hjemme på sandet tør jord
  10. Rough skal være uplejet og uden tilførsel af gødning
  11. Søer skal plejes, så de ikke gror til, men skal dog så vidt muligt fremstå naturlige
  12. Søernes bredder/omgivelser ryddes som udgangspunkt for opvækst af buske og uønskede træer.
  13. Siv og lign. bredvegetation ved kunstige søer kan trimmes, hvis søen har et naturligt, flot vandspejl.
  14. Ved søer med dårlig vandkvalitet (f.eks. meget okker, slam eller alger) trimmes siv og lign. bredvegetation som hovedregel ikke.
  15. Indkørslen skal fremstå indbydende, det vil sige grøn og frodig, men velordnet
  16. Langs selve grusvejen skal der ryddes i underskoven i et par meters bredde for at give et velordnet indtryk.
  17. Underskov på vestsiden af vejen skal vokse op, så der skærmes for udsigt til buggy-ladens bagside og biler på p-pladsen. Der bør stadig ryddes i spilområde bag 15. green.
  18. På grusvejens østside mod drivningrange skal underskoven genetableres for at skabe læ og skærme mod indsigt og fornemmelse af trafik for tæt på udslagsstederne.
  19. Klubhusets nære omgivelser og p-plads skal fremstå grønne og afskærmede.
  20. Havens karakter som ”have” skal fremmes. I havens vestside fra læmuren og sydpå genskabes den afskærmende underbeplantning mod p-pladsen.
  21. P-pladsen skal fremstå velordnet og praktisk, men også gerne med et ”grønt look”. Nye p-pladser på græsplænen søges organiseret ved hjælp af hække. De to lindetræer på p-pladsen bør udvikles med naturlig vækst og krone.